I krig skal man kende sig selv, og man skal kende sin fjende. Det er det grundlæggende krigsprincip Sun Tzu, den klassiske kinesiske krigsteoretiker, beskriver sin bog The art of War med. Det er selvfølgelig logisk og sandt. Så lad os analysere lidt på den strategiske situation som vi befinder os i.

Hvad er vi? Vi er rebeller. Det vil sige, at vi står udenfor systemet, og forsøger at ændre det. Hvad har vi? Vi har vores intelligens og vores netværk. Intelligensen kan bruges til at lave happenings, manipulere og bekrige massemedierne, og organiserer folket. Netværket er folket. Vi har ikke særlig mange penge, men vi har, potientielt, en masse tilhængere, da det er folket som bliver bekriget af EU + Islam. Hvis vi kan rive dem væk fra massemediernes kontrol, kan vi mobilisere dem. Det betyder pres på centralmagten og stemmer til rebellerne.

Hvem er vores fjende? Det er straks et sværere spørgsmål. Først og fremmest fordi vores fjende har gemt sig bag lag af administration og hemmelige systemer. Jeg mener, hvem styrer egentlig EU? Ved du det? Nej. Ved jeg jeg det? Nej. Det kan jo ikke være helt tilfældigt at vi ikke ved hvem der styrer os, det kan kun ske hvis dem der styrer gemmer sig med vilje.

Men lad os prøve at følge sporene henimod den reelle magt. Et spor er de ord de forsøger at bruge til at styre os med; islamophobi, globalisering, multikultur. Hvor kommer de ord fra? Det er udelukkende engelske ord. Ordet globalisering er opfundet af den engelske teoretiker Anthony Giddens, og multikulturens rationale opstod i London. Læs mere

Ind imellem kan det være godt at hæve sig over de daglige skærmydsler imellem højre og venstre, muslimer og jøder. Og se tingene i et fugleperspektiv.
Siden anden verdenskrig er verden blevet forandret. Den primære forandring er de europæiske imperiers forfald, og den tredje verdens genkomst på den globale scene.

Jeg mener, at de europæiske ideer er ved at få en renæssance, og denne renæssance er meget vigtig at have for øje. Det gælder både for de politikere der skal navigere i en global og volatil verden. Men også for borgerne, som skal forholde sig til hvor de vil sætte deres hjertes kryds, når det gælder civilisation.

Lad os kigge lidt på historien. De europæiske imperier startede for ca. 500 år siden. Først var der de sydeuropæiske; Portugal, Spanien. Så kom de nordeuropæiske; England, Frankrig, Holland, Rusland, Sverige, Belgien. Vi var også med, vi havde nogle kolonier rundt omkring. Ghana bl.a.

Tiden var en anden, idealerne var anderledes, og metoderne var utrolig rå. Indianerne i nordamerika blev udryddet, i Congo excellerede den belgiske kong Leopold med et rædselsregime af den anden verden, i Indien opførte englænderne sig voldelig. En af de mest uhyggelige kapitler i den europæiske/imperialistiske ekspansion var englændernes behandling af kineserne. Englænderne tvang kineserne til at bruge opium. De tvang simpelthen hele den kinesiske befolkning til at tage stoffer, så at riget i midten blev befolket af narkomaner. Det var det Mao gjorde op med.

Under den anden verdenskrig vendte bøtten for alvor. Indien løsrev sig fra England, og det engelske imperium smuldrede hurtigt. Så løsrev Rhodesia sig, så kom tiden til Sydafrika, som løsrev sig fra de hollandsk/britiske kolonisatorer. Alle de afrikanske kolonier forsvandt. Så røg Hong Kong også. Tilsvarende mistede Frankrig sine kolonier.

Læs mere