Der tales i disse tage ideligt om Afhanistan krigen, ind imellem anmeldelsen af Princes optræden på Orange scene, og lidt sommerlir, så, nå ja, så er vi jo også i krig. Det er sommertid, og agurkerne hyppes flittigt i aviserne.

Men neden under denne tilsyneladende idyl ligger et tema, som endnu ikke har fundet sin endelige kadence; Afghanistan. Man hører lidt om de stakkels soldater der bor i skove, folk synes at det er latterligt, og har kun lidt socialpædagogisk medlidenhed til overs for de stakkels soldater der jo kommer hjem uden psykologhjælp.

Jeg tror slet ikke at medieklassen har fattet dybden og det afgørende i krigen i Afghanistan. De fleste håber lidt at det bliver en dansk Vietnam, altså et opgør med den onde imperialistiske stat, som undertrykker små lande.

Lad os prøve at analysere lidt på sagerne, for er det sådan at Danmark har kæmpet en krig imod et lille uskyldigt land? Nej, faktisk er det sådan, at Islam har kæmpet, og kæmper imod Danmark. Kan du huske Mohammedkrisen? HVad med alle voldtægterne? Hvad med den stormoské der er ved at blive bygget på Nørrebro? Hvad med den bevidste muslimske immigration som våben? Her taler vi altså om over en milliard mennesker, som meget klart og bevidst går efter at nedkæmpe Danmark. Ok, Danmark har allierede; Storbrittanien, Holland, Usa og andre vestlige lande. Men det er ikke det det handler om i Danmark. Og det er ikke en ulige krig, Islam har initiativet, og vi trækker os tilbage.

Med andre ord er situationen helt anderledes i denne danske krig end Vietnam. Ja, faktisk er det en krig som vi har al ære og værdighed ud af, og som vi er ved at tabe. Der har vores soldater kæmpet og i mange tilfælde givet deres liv for at beskytte os danskere imod Islam.

Hvad har mediernes og politiets efterretningstjenestes reaktion så været på denne, objektivt set, retfærdige krig? Det har været at forsøge at støtte Islam ved ikke at afsløre deres planer internt i landet, og bekæmpe de intellektuelle som bakker omkring nationen. Det har jeg og Anders Gravers mærket på den hårde måde. Vi er blevet forfulgt, har PET i hælene, bliver afvist af medierne gang på gang. Hvorfor? Fordi vi har haft den formastelige position; at vi har forsvaret Danmark. Det må man altså ikke i dagens Danmark, så bliver man forfulgt.

Hvem er så de gode, og hvem er de onde i denne situation? Ja, St. Augustin har en ret klar platonisk definition på det gode og det onde. Han siger at det gode er sundhed, og det onde er fravær af sundhed i noget. Det er altså der hvor det sunde forsvinder i et ellers sundt legeme at ondskaben er.

Når medierne og Politiets Efterretningstjeneste således forfølger de intellektuelle som støtter nationen i en retfærdig sag, er det så udtryk for en sund eller usund politik? Det er, efter alle rimelige vurderingskriterier en usund politik. Den sunde politik havde selvfølgelig været at forsøge at forsvare nationen.

Hermed er konklusionen på Afghanistan krigen også klar; ondskaben, svigtet og forrædderiet er ikke hos soldaterne, de kæmper en retfærdig kamp. Ondskaben ligger hos massemedierne og Politiets efterretningstjeneste. Den korrumperede stat.