Den europæiske union forsøger at opføre sig som et imperium. Det er en samling af tidligere nationalstater, som nu forsøges at styres fra Bruxelles. Er det et imperium af høj eller lav kvalitet? Sammenligner vi EU med det romerske imperium, så skal man se det romerske imperium i to faser. I første fase var imperiet en samling bystater. Hver by havde, som det er tradition i en bystat, seperat lov, sit eget lille parlament, en folkevalgt borgmester og en skatteopkræver. Det virkede fremragende, og var årsagen til romerigets første succes, de erobrede områder var meget glade for bystatsideen, som var en langt mere avanceret leveform end den de var vant til.

Det romerske rige ændrede imidlertid karakter efter Jesus udbredte sin lære. Kristendommen blev, efter nogle skærmydsler, romerigets oficielle religion. Således ændrede styret fra Rom sig fra at være relativt distant, til at varetage ikke bare de verdslige funktioner, men også de åndelige funktioner. Kristendommen var en sammensmeltning af de eksisterende trossystemer som var på den tid; Isiskulten, Mithraismen og så selvfølgelig Jesus lære. Det kan diskuteres hvilke af de to systemer der var de bedste, men der er ingen tvivl om, at bystatsideen var den mest populære. Den kunne befolkningen godt lide. Sammenligner man det intellektuelle gods der ligger i de to systemer; bystatsideen og religionen, så er ideerne bag bystaten også langt mere avancerede og knytter sig til erfaringer fra Mesopotamien og Hellas, hvor religionen er mere baseret på Egyptens traditioner (Isiskulten) Persiens traditioner (Mithraismen) og så selvfølgelig Jesus ideer og den jødiske folkehistorie.
Det var da også Europas renæssance som lå i netop genopdagelsen af bystatsideen, som blev knyttet til nationalstaten. De europæiske nationalstater er bystater i et forvokset system. Nationalstaten oppebærer de funktioner og institutioner som er udviklet i den mesopotamiske og græske bystat; retsstaten, demokratiet, socialstaten. Megen af den ballade der har været i mødet imellem den islamiske stat og nationalstaten, er jo netop endnu et kapitel i kampen imellem den religiøse stat og bystaten. Nu er det så bare Islam der udgør truslen imod nationalstaten ikke den kristne kirke.

Anyway, sammenligner vi EU med det romerske imperium og dets to faser, så må man bare slå kors for sig, ja og hvis der fandtes et bystatskors, så skulle man nok slå det for sig også. For sikken en inkompetent rodebunke. Der er forsøg på at initiere en europæisk retsstat. Men retsstaten bruges ikke som et redskab til retfærdighed, men derimod som et politisk instrument, og altså et undertrykkelsesinstrument. Det var ikke lige meningen med retsstaten. Yderligere er de demokratiske processer sat ud af kraft. Den nødvendige feedback som borgerne giver til magthaverne stopper ved de nationale parlamenter og når sjældent til de imperielle niveau. Hermed mister EU følingen med det praktiske niveau, og ender med at navigere efter tal og vage ideer om virkeligheden. Det skaber veritable katastrofer i de enkelte medlemslande, som f.eks. i Sverige, hvor de kriminelle rater; voldtægt osv. har taget en himmelflugt.

I de enkelte nationalstater reagerer politikerne ikke ved at skyde tilbage på EU når der er problemer, men derimod ved at forsøge at undertrykke den oponion der kritiserer EU’s absurde konstruktion. Det har jeg f.eks. måtte føle på den hårde måde, flere fysisk angreb og en praktisk udelukkelse af det intellektuelle miljø.

Jeg kunne have gjort meget for EU, men fordi kommunikationen ikke når derned, så mister EU sin livsvigtige feedback.

Yderligere er EU bankernes og storkapitalens legeplads, lobbyisternes paradis. Altså et korrupt, magtfuldkomment, og samtidig meget usikkert system, som ikke har styr på særlig meget. De ved det godt, men i stedet for at lave de relevante reformer, og altså give en fornuftig balance imellem de enkelte nationalstaters kompetence og de imperielle kompetencer, så forsøger de at styre og nedbryde nationalstaterne. Vi er i slags løbende konflikt imellem det imperielle og statslige niveau som hele tiden eskalerer.

Nettoresulatetet er destruktion af Europa. Nationalstaternes institutioner er i frit fald mht. kompetence og effektivitet. Borgerne bliver røvet, voldtaget, og lever en ufri tilværelse, det hele er ved at bryde sammen for alvor.

Det bliver ikke bedre så længe at kompetencen på det imperielle niveau er så ringe.

Hvad kan Danmark så gøre i mødet med denne uhyggelige destruktion? Vi kan holde os udenfor. Lade som om vi gør som EU siger, og så gøre hvad der er fornuftigt. Klare problemerne, uden at høre på hvad EU har af forslag. For de har ikke forstand på hvordan stater ledes. Den kompetence er her i Danmark i det højeste niveua. Det er i hvert fald min erfaring efter at have slåsset lidt med EU komissionen. De ved ikke hvad de snakker om.

Så, luk EU systemerne ned, genopret de nationale institutioner, repatrier de EU borgere vi ikke vil have, så kører landet igen.

Det hører også lige med til historien, at EU er resultatet af demokratiernes opløsning. Typisk gennemlever staterne et livsforløb som er aristokrati, demokrati, tyranni, og så forfra.

Vi er snart inde i tyrannifasen idet demokratierne er ved at gå i stykker. Forudsætningen for EU’s opståen er en manglende loyalitet overfor nationalstaten fra politikere og borgeres side, altså moralsk korruption (i en platonisk forstand).

Ideen bag nationalstaten var bl.a. at denne dårlige statscirkel skulle brydes, bl.a. herfor tredelingen af magten. Men det er ikke lykkedes at opretholde balancen imellem aristokrati og demokrati, i Danmark primært p.gr. af EU, men i mange andre lande fordi der ikke var noget aristokrati.

Vi skal altså, teoretisk set, finde en ny balance efter EU falder hvor der tages højde for de potientielle ubalancer.

Jeg har arbejdet med den klassiske Fristat som har mange interessante institutioner, så er der fønikerne som havde en meget velfungerende stat, Sparta, Athen, der er meget at vælge imellem når vi kommer så langt.