Man kalder jøderne for Guds udvalgte folk. Det ved jeg ikke om jeg er enig i, men jeg ved, at der er et vist mønster i den måde jøderne har virket i verden på siden flugten fra Palæstina. Det mønster er ved at blive brudt, og heri ligger en af de store forandringer i verden.

Tidligere har jøderne fundet sig i at blive forfulgt. Det har gjort jøderne eksperter i under cover operationer, og det har skabt noget af den frustration som resten af verden har mødt jøderne med. Jøderne har arbejdet under jorden, og resten af verden har forsøgt at slå jøderne ihjel.

Nu er jøderne kommet op til overfladen et sted; Israel. Det sted som jøderne flygtede fra for flere tusinde år siden. Så kan den legale diskussion af området tages; har jøderne ret til Israel og Jerusalem? Eller er det sådan, at udenfor den internationale lovgivning, og den nationale lovgivning, der er det den stærkes ret der gælder. Sådan er det i hvert fald nu. Den som besidder Israel er den stærkeste.

Hermed har jøderne en stat, og spillet er anderledes. Jøderne kan og skal pludselig slås med de muligheder det giver at have en stat. Det giver offentlige diplomatiske ressourcer, det giver infrastruktur, det giver en præsident og så videre.

Men alt det er kun fungerende hvis man evner at slås med nye taktikker. Den primære front er mediefronten. Her har israelerne, med al respekt, ikke virket særlig godt. Under cover vanerne, har spændt ben for den nødvendige applikation af en effektiv mediestrategi. Jødernes fjender; araberne har til gengæld snøret vesten omkring sin lillefinger.

Det er ikke særlig heldigt.

Derfor bør Israel orientere sig imod en kombineret medie og krigsstrategi.

Under hele spillet om Israel ligger et andet spil, som først skal spilles færdigt; troen, håbet og savnet efter Messias. Messias er jødernes konge, og han dukker op, når jøderne har fået en stat at regere over. Det har jøderne ikke haft i mange tusinde år, først nu er der kommet en nation Messias kan fungere som konge for.

Denne drøm er det håb jøderne har for endelig at finde ro i verden, men implicit ligger i drømmen, at verden skal gennemgå en krig uden sammenligning, før den fred Messias kommer med vil indfinde sig. Det ved alle jøder, og det ved alle arabere. Derfor, tror jeg, bygger vi op imod krigen, vi samler forråd, spiller mange af vores offensive kort, og forbereder os på armageddon.

Udløsningen af denne spændte situation vil først komme, når Messias dukker op. Det vil være hans valg der vil føre verden ind i den fred der kommer efter den verdensomspændende krig som er på vej.

Jøderne er trofaste folk, så vi vil se en krig lig den romerne førte imod fønikerne, og det er min fornemmelse at jøderne vil være ligeså trofaste som fønikerne. Denne gang vil jøderne, hvis profetien holder, vinde. Og ikke blive udslettet som fønikerne. De vil give verden den fred hele verden har fortjent.

Sådan tænker Mellemøsten. Og idet Mellemøsten er det centrum hvorom hele verden drejer, er resten af verden fanget ind i spillet imellem jøder og arabere. Mange ved det bare ikke.

Heri ligger Danmarks største problem pt. Spillet imellem jøder og muslimer er i gang, og har været det længe. På den ene side, højrefløjen, står de jødetro, på den anden side, venstrefløjen, står de muslimtro. Venstrefløjen forsøger at styrke Islam så meget de kan. De importerer så mange muslimer som muligt, de støtter oprettelsen af moskéer, de forsøger at ansætte så mange muslimer i statsapparatet som muligt. Højrefløjen, er lidt splittet idet de er tæt knyttet til EU. Da EU reelt er blevet en socialistisk forpost, presses højrefløjen af EU til at føre socialistisk politik. Heri ligger også højrefløjens største udofordring, for det giver ikke bonus hos de borgerlige vælgere at støtte muslimerne, tværtimod.

Det store problem for Danmark pt. er den stigende presens af muslimer i landet og den stigende islamisering af alle samfundets institutioner. På et tidspunkt vil der ikke være nogen vej tilbage, og Danmark vil, qua den store muslimske befolkningsandel, være tvunget til at støtte den muslimske camp. Ser man lidt på de reelle styrkeforhold der er i verden, er det det samme som at støtte den svage part. Vi har været der før, Danmark vælger altid at se den umiddelbare stærke part og støtte den. Som da vi støttede Napoleon og mistede Norge.

Denne gang bør vi, hvis jeg skulle give et råd, være smartere og, i det mindste, stille os selv i en bedre forhandlingsposition før krigen for alvor bryder ud. Det gør vi ved at reducere antallet af muslimer i landet, først antallet af muslimer i statens tjeneste, derefter antallet af muslimer i kommunernes tjeneste, og til sidst via en målrettet repatrieringsplan.

Yderligere bør staten opruste kraftigt, og opruste til borgerkrig. Den næste krig bliver ikke en konventionel krig, men en guerillakrig. Disse krige er slet ikke til at udkæmpe med jagerfly og tanks, de skal udkæmpes med finskytter og robotter.

Så omprioritere med det samme; brug pengene på den krig der mest sandsynlig;borgerkrigen. CIA siger det tydeligt; Europa er verdens næste slagmark, og det bør vi forberede os på.