Nu kan jeg selvfølgelig ikke tale for Anders holdninger generelt, men jeg kan argumentere lidt for mine egne holdninger. Jeg mener ikke at jeg er ond, jeg mener at jeg er god, og at mine opponenter er de onde. Ja, for mig er kampen imod det multikulturelle/islamistiske samfund en kamp imod det onde.

For at få en dybere forståelse hvad det gode og det onde er, så kan det give mening at knytte denne forståelse til filosoffen St. Agustins forståelse af retfærdighed. Augustin siger, at det gode er det sunde, og det onde er den del af det sunde som er korrumperet, altså ødelagt.

Kigger vi på vores verden, så er den mest stabile og mest almindelige enhed, som danskerne forholder sig til, nationen Danmark. Vi ser os selv som et folk med en styreform. Hvordan er sundheden for Danmark? Ja, den er forringet betragelig de sidste tredve-fyrre år, den tid hvor 68´erne har siddet ved roret. 68´erne er liberale socialister, som har bekæmpet den hvide mands ondskab. Sådan kan man i hvert fald se det, hvis man ser det i et PH´sk perspektiv.

Resultatet er et socialdemokratisk samfund, hvor store ressourcer bruges til at betale af på den kolonigæld den hvide mand har til de tidligere kolonier.

Det er klart, at angelsakserne, franskmændene, hollænderne og andre europæiske kolonimagter behandlede deres kolonier med utrolig stor uretfærdighed. Værst gik det vel ud over Belgisk Congo, som er beskrevet så levende i Joseph Conrads mesterværk The heart of Darkness senere filmatiseret i det episke filmværk Apocalypse Now.

Men Danmark var ikke involveret i de grumme koloniale handlinger, jo vi sejlede med slaver, men det var ikke at sammenligne med det som skete i Congo eller Kina.

Vi har altså ikke, som nation, nogen nævneværdig skyld. De socialliberale baserer altså deres ideologi på falske præmisser, de betaler af på en gæld som aldrig er er skabt af Danmark. Tværtimod står Danmark som et af de få eksempler på god opførsel. Kineserne er for eksempel meget begejstrede for de danske handelsfolk som har arbejdet med Kina i over hundrede år, og de kan rigtig godt lide dansk kultur som f.eks. H.C. Andersen.

Kigger vi lidt på resultatet af 68´ernes politik, så må vi erkende at den har skabt et meget usikkert og voldeligt samfund. Parolen var, at flygtninge skulle hjælpes af Danmark, og have friplads. Det er, i sig selv, ikke et uetisk projekt. Problemet er bare, at en stor del af de “flygtninge” vi modtog har en ekstremt dårlig moral. De lyver, de stjæler, de voldtager, de har for mange koner, de respekterer ikke demokratiet, de fører krig i landet, de udnytter velfærdsstaten, de forsøger at begrænse vores ytringsfrihed. Altså har et, i udgangspunktet, moralsk projekt, vendt sig til et umoralsk projekt, fordi nettoresultatet er ødelæggelsen af det danske samfund, og hermed ondskab. Det ellers sunde samfund er blevet et usundt samfund.

Det har alle danskere efterhånden erkendt, selv socialdemokraterne, som stemmer med fødderne og ikke vil lade deres børn gå i skole med de såkaldte “flygtningebørn”. Heri ligger, for mig at se, den reelle årsag til Helle Thorning Schmidts fald. Det handlede ikke om skattesagen, det handlede om, at hun ikke bakker op omkring den flygtningepolitik socialdemokratiet har ført siden 68. Det er ekstremt demoraliserende for de socialdemokratiske vælgere. De har hængt på, været loyale overfor flygtningeprojektet, på trods af næsten umenneskelige kår. Så dur det ikke at kaptajnen flager ud.

Problemet for socialdemokraterne er, at det etiske basis for deres projekt er meget svagt. At hjælpe flygtninge er selvfølgelig en god ting, min egen oldemor flygtede til Sverige under besættelsen fordi hun var jøde, og hjalp tyske jøder. Det er jeg selvfølgelig Sverige dybt taknemmelig for, og svenskerne har da også vundet stor ære af det projekt, selvom det selvfølgelig var hårdt og dyrt for dem. Men min oldemor var også reelt flygtning, hun var politisk engageret, og hun stod i fare for at blive fanget af Gestapo.

Men min oldemor respekterede det svenske samfund, hun kunne ikke finde på at snyde, da hun var taknemmelig overfor svenskerne. Sådan opfører mange af de såkaldte flygtninge vi har i Danmark sig ikke, de har udnyttet situationen til det groveste og har snydt så det driver. Det er da lidt mærkværdigt at mennesker som flygter fordi de har ført en moralsk kamp imod et undertrykkende system, bruger stor energi på at snyde det samfund som giver dem asyl.

Måske har det noget at gøre med, at visitationen af flygtningene har været for dårlig. Det er måske lykkedes for svindlere at svindle sig til flygtningestatus. Vi ved at immigration til vesten er “big business” i mange af de lande immigranterne kommer fra, og at der fuskes med dokumentation, historier og så videre.

Med andre ord er måske en vis del af de flygtninge vi har modtaget reelt ikke flygtninge, men svindlere. Når man har svindlet sig ind i et land, så bliver man selvfølgelig ved med at svindle når man er i landet.

I stedet for at erkende, at arbejdet ikke er blevet udført med tilstrækkelig omhu, så vægrer socialdemokraterne sig ved at erkende at de er blevet taget ved næsen, fordi det vil kræve en kæmpe arbejde at rette op på de problemer der er skabt. Alle de svindlere de har givet adgang til socialkasser, fri uddannelse, og andre mål for svindel, skal visiteres igen, og, hvis de har snydt, have tilbagetrukket deres ophold.

Men det er en svær proces, for hvad med deres børn? Der mener jeg, at hvis børnene fortsætter deres forældres svindelvaner, så er de heller ikke værdige til at bevare deres rettigheder til det danske samfund. Forudsætningen for at være en del af staten, er at man, som minimum, overholder loven.

Således er de gode blevet de onde. Og de onde blevet de gode.

Den øverste er en respons til den nederste.

Respons på diskussionen af PETs rolle i Danmark

Bøn om hjælp

Men neden under denne tilsyneladende idyl ligger et tema, som endnu ikke har fundet sin endelige kadence; Afghanistan. Man hører lidt om de stakkels soldater der bor i skove, folk synes at det er latterligt, og har kun lidt socialpædagogisk medlidenhed til overs for de stakkels soldater der jo kommer hjem uden psykologhjælp.

Jeg tror slet ikke at medieklassen har fattet dybden og det afgørende i krigen i Afghanistan. De fleste håber lidt at det bliver en dansk Vietnam, altså et opgør med den onde imperialistiske stat, som undertrykker små lande.

Lad os prøve at analysere lidt på sagerne, for er det sådan at Danmark har kæmpet en krig imod et lille uskyldigt land? Nej, faktisk er det sådan, at Islam har kæmpet, og kæmper imod Danmark. Kan du huske Mohammedkrisen? HVad med alle voldtægterne? Hvad med den stormoské der er ved at blive bygget på Nørrebro? Hvad med den bevidste muslimske immigration som våben? Her taler vi altså om over en milliard mennesker, som meget klart og bevidst går efter at nedkæmpe Danmark. Ok, Danmark har allierede; Storbrittanien, Holland, Usa og andre vestlige lande. Men det er ikke det det handler om i Danmark. Og det er ikke en ulige krig, Islam har initiativet, og vi trækker os tilbage.

Med andre ord er situationen helt anderledes i denne danske krig end Vietnam. Ja, faktisk er det en krig som vi har al ære og værdighed ud af, og som vi er ved at tabe. Der har vores soldater kæmpet og i mange tilfælde givet deres liv for at beskytte os danskere imod Islam.

Hvad har mediernes og politiets efterretningstjenestes reaktion så været på denne, objektivt set, retfærdige krig? Det har været at forsøge at støtte Islam ved ikke at afsløre deres planer internt i landet, og bekæmpe de intellektuelle som bakker omkring nationen. Det har jeg og Anders Gravers mærket på den hårde måde. Vi er blevet forfulgt, har PET i hælene, bliver afvist af medierne gang på gang. Hvorfor? Fordi vi har haft den formastelige position; at vi har forsvaret Danmark. Det må man altså ikke i dagens Danmark, så bliver man forfulgt.

Hvem er så de gode, og hvem er de onde i denne situation? Ja, St. Augustin har en ret klar platonisk definition på det gode og det onde. Han siger at det gode er sundhed, og det onde er fravær af sundhed i noget. Det er altså der hvor det sunde forsvinder i et ellers sundt legeme at ondskaben er.

Når medierne og Politiets Efterretningstjeneste således forfølger de intellektuelle som støtter nationen i en retfærdig sag, er det så udtryk for en sund eller usund politik? Det er, efter alle rimelige vurderingskriterier en usund politik. Den sunde politik havde selvfølgelig været at forsøge at forsvare nationen.

Hermed er konklusionen på Afghanistan krigen også klar; ondskaben, svigtet og forrædderiet er ikke hos soldaterne, de kæmper en retfærdig kamp. Ondskaben ligger hos massemedierne og Politiets efterretningstjeneste. Den korrumperede stat.

Mange mener, at Europa er på vej ned i glemslens bog, fordi vi er selvhadende eller ikke har værdier. Det er, efter min mening, helt forkert. Vi har hver især vores meget smukke og fantastiske værdisystemer, problemet er, at disse værdisystemer ikke er knyttet sammen.

Et af de helt store problemer for den europæiske civilisation pt. er humanismen. Humanisterne har et meget stærkt tag i EU og de styrer meget rundt omkring. Humanisterne er desuden i tæt forbindelse med socialisterne, også i Danmark ser vi denne bevægelse, her er Radikale Venstre (humanister) og socialisterne traditionelle allierede.

Hvad er det der sker med humanismen siden den pludselig begynder at prædike EU og Islam i lange baner? Ja, der sker sådan set bare det, at den forsøger at leve sine egne idealer ud, uden at have indsigt i dem.

Humanismen er en tradition som har rødder tilbage i den italienske renæssance. For omkring femhundrede år siden oversatte ledende italienske intellektuelle nogle platoniske værker, og så faldt de over en spændende lille bog, som de mente var vigtigere. Denne lille bog er uhyre interessant. Den priser en Egyptisk Gud Thot, og er, efter sigende, skrevet af Hermes Trismegistus.

Bogen har været meget debatteret. Nogle mener at den er skrevet af en egyptisk ypperstepræst i ca. femhundrede før Kristus, andre mener, at det er en blanding mellem hellensk og egyptisk filosofi.

Hvorom alting er, så har værket de typiske kvaliteter ved egyptisk filsofi, det er meget åndeligt, det er på et ekstremt højt teoretisk niveau, og det er uendelig poetisk.

Man aner indflydelse fra Isis kulten også, der også, ligesom hermetismen (og senere humanismen) prædiker at mennesket er skabt i Guds billede.

Buskabet i det lille værk er, at mennesket har en flig af Gud i sig, fordi mennesket er det eneste væsen på jorden, som har magten over naturen. Kun vi har så meget intelligens, at vi kan bestemme om naturen skal leve eller dø.

Derfor er det utrolig væsentligt, at mennesket tager dette ansvar på sig, og bliver naturens beskytter. Mennesket er Gud, i en hvis forstand, og først når vi hæver os op på det metafysiske niveau vil vi kunne forsage den materie, eller vores natur. Og først der vil vi leve i harmoni med alt omkring os.

Det er jo, efter min mening, meget smukke tanker, og vi ser det i et ekko i dag. Tag filmen Avatar, som jo netop prædiker den humanistiske ideologiske tese.

Der er imidlertid to væsentlige problemer i opposition til denne smukke ideologi: 1. At den ikke inkluderer det andet meget store europæiske idesystem; retsstaten 2. At det ikke erkender at humanismens væsentligste fjende er Islam.

Vi ser det i dag, hvor EU, som er stærkt humanistisk orienteret, bryder grænserne ned, uden at sætte nye systemer op. Dette betyder en reel nedbryden af retsstaten. Retsstaten fungerer, i dag, i en tilknytning til nationen. Retsstaten er ikke en forordning der kommer fra Bruxelles, det er en indre respekt for loven, som er forankret i de enkelte nationalsstaters befolkninger. Hermed forsøger EU at opbygge den harmoni der, i deres ideologi, skal være i mellem menneskeheden, ved at gøre det muligt at rejse fra land til land. Men de glemmer at der skal være styr på loven. Nettoresultatet er at loven nedbrydes, og fjendtligheden imellem de enkelte landes befolkninger forøges.

Set fra et humanistisk perspektiv har man altså hermed, opnået det modsatte af hvad man ville. Yderligere har man heller ikke været tro imod sin egen ideologi. Det som fik det egyptiske system til at hænge sammen, var, efter min mening, en reel oplysningstradition. Altså en åbenhed og en transperens. Dette præger ikke EU, tværtimod.

Den manglende erkendelse af Islam som fjende for humanisterne er mig ubegribelig. Alle de steder Islam vinder frem, er der ingen bekymring for naturen. Der er yderligere en reel undertrykkelse af de meninger der ikke passer præsterne. Islam har oplysning. Men det er oplysning som ikke har noget med samtale at gøre, den foregår udelukkende imellem den enkelte og Gud.

I sidste ende er Islam, på alle leder og kanter, humanismen ærkefjende. Islam vil styre alt udenom nogen bekymring for liv.

I sidste ende er Europas problem, at der ikke længere er et reelt overblik over de kilder til den europæiske civilisation som var for ca. totusinde år siden. For megen viden er gået tabt i middelalderen. Og de oprindelige kilder til den europæiske civilisation er uddøde, herunder Egypten, Mesopotamien og Persien.

Der er kun jøderne tilbage. De er det sidste semitiske folk, som stadig har kontakt til de oprindelige kilder i deres bevidsthed og traditioner.

Ja, vi må håbe, at vores politikere og intelligentsia snart tager de nye strømme til sig som nu er reelt udelukket fra debatten.

Så har Europa en chance, ellers vil vi gå bort i glemsomhed.

Det romerske rige ændrede imidlertid karakter efter Jesus udbredte sin lære. Kristendommen blev, efter nogle skærmydsler, romerigets oficielle religion. Således ændrede styret fra Rom sig fra at være relativt distant, til at varetage ikke bare de verdslige funktioner, men også de åndelige funktioner. Kristendommen var en sammensmeltning af de eksisterende trossystemer som var på den tid; Isiskulten, Mithraismen og så selvfølgelig Jesus lære. Det kan diskuteres hvilke af de to systemer der var de bedste, men der er ingen tvivl om, at bystatsideen var den mest populære. Den kunne befolkningen godt lide. Sammenligner man det intellektuelle gods der ligger i de to systemer; bystatsideen og religionen, så er ideerne bag bystaten også langt mere avancerede og knytter sig til erfaringer fra Mesopotamien og Hellas, hvor religionen er mere baseret på Egyptens traditioner (Isiskulten) Persiens traditioner (Mithraismen) og så selvfølgelig Jesus ideer og den jødiske folkehistorie.
Det var da også Europas renæssance som lå i netop genopdagelsen af bystatsideen, som blev knyttet til nationalstaten. De europæiske nationalstater er bystater i et forvokset system. Nationalstaten oppebærer de funktioner og institutioner som er udviklet i den mesopotamiske og græske bystat; retsstaten, demokratiet, socialstaten. Megen af den ballade der har været i mødet imellem den islamiske stat og nationalstaten, er jo netop endnu et kapitel i kampen imellem den religiøse stat og bystaten. Nu er det så bare Islam der udgør truslen imod nationalstaten ikke den kristne kirke.

Anyway, sammenligner vi EU med det romerske imperium og dets to faser, så må man bare slå kors for sig, ja og hvis der fandtes et bystatskors, så skulle man nok slå det for sig også. For sikken en inkompetent rodebunke. Der er forsøg på at initiere en europæisk retsstat. Men retsstaten bruges ikke som et redskab til retfærdighed, men derimod som et politisk instrument, og altså et undertrykkelsesinstrument. Det var ikke lige meningen med retsstaten. Yderligere er de demokratiske processer sat ud af kraft. Den nødvendige feedback som borgerne giver til magthaverne stopper ved de nationale parlamenter og når sjældent til de imperielle niveau. Hermed mister EU følingen med det praktiske niveau, og ender med at navigere efter tal og vage ideer om virkeligheden. Det skaber veritable katastrofer i de enkelte medlemslande, som f.eks. i Sverige, hvor de kriminelle rater; voldtægt osv. har taget en himmelflugt.

I de enkelte nationalstater reagerer politikerne ikke ved at skyde tilbage på EU når der er problemer, men derimod ved at forsøge at undertrykke den oponion der kritiserer EU’s absurde konstruktion. Det har jeg f.eks. måtte føle på den hårde måde, flere fysisk angreb og en praktisk udelukkelse af det intellektuelle miljø.

Jeg kunne have gjort meget for EU, men fordi kommunikationen ikke når derned, så mister EU sin livsvigtige feedback.

Yderligere er EU bankernes og storkapitalens legeplads, lobbyisternes paradis. Altså et korrupt, magtfuldkomment, og samtidig meget usikkert system, som ikke har styr på særlig meget. De ved det godt, men i stedet for at lave de relevante reformer, og altså give en fornuftig balance imellem de enkelte nationalstaters kompetence og de imperielle kompetencer, så forsøger de at styre og nedbryde nationalstaterne. Vi er i slags løbende konflikt imellem det imperielle og statslige niveau som hele tiden eskalerer.

Nettoresulatetet er destruktion af Europa. Nationalstaternes institutioner er i frit fald mht. kompetence og effektivitet. Borgerne bliver røvet, voldtaget, og lever en ufri tilværelse, det hele er ved at bryde sammen for alvor.

Det bliver ikke bedre så længe at kompetencen på det imperielle niveau er så ringe.

Hvad kan Danmark så gøre i mødet med denne uhyggelige destruktion? Vi kan holde os udenfor. Lade som om vi gør som EU siger, og så gøre hvad der er fornuftigt. Klare problemerne, uden at høre på hvad EU har af forslag. For de har ikke forstand på hvordan stater ledes. Den kompetence er her i Danmark i det højeste niveua. Det er i hvert fald min erfaring efter at have slåsset lidt med EU komissionen. De ved ikke hvad de snakker om.

Så, luk EU systemerne ned, genopret de nationale institutioner, repatrier de EU borgere vi ikke vil have, så kører landet igen.

Det hører også lige med til historien, at EU er resultatet af demokratiernes opløsning. Typisk gennemlever staterne et livsforløb som er aristokrati, demokrati, tyranni, og så forfra.

Vi er snart inde i tyrannifasen idet demokratierne er ved at gå i stykker. Forudsætningen for EU’s opståen er en manglende loyalitet overfor nationalstaten fra politikere og borgeres side, altså moralsk korruption (i en platonisk forstand).

Ideen bag nationalstaten var bl.a. at denne dårlige statscirkel skulle brydes, bl.a. herfor tredelingen af magten. Men det er ikke lykkedes at opretholde balancen imellem aristokrati og demokrati, i Danmark primært p.gr. af EU, men i mange andre lande fordi der ikke var noget aristokrati.

Vi skal altså, teoretisk set, finde en ny balance efter EU falder hvor der tages højde for de potientielle ubalancer.

Jeg har arbejdet med den klassiske Fristat som har mange interessante institutioner, så er der fønikerne som havde en meget velfungerende stat, Sparta, Athen, der er meget at vælge imellem når vi kommer så langt.

Tidligere har jøderne fundet sig i at blive forfulgt. Det har gjort jøderne eksperter i under cover operationer, og det har skabt noget af den frustration som resten af verden har mødt jøderne med. Jøderne har arbejdet under jorden, og resten af verden har forsøgt at slå jøderne ihjel.

Nu er jøderne kommet op til overfladen et sted; Israel. Det sted som jøderne flygtede fra for flere tusinde år siden. Så kan den legale diskussion af området tages; har jøderne ret til Israel og Jerusalem? Eller er det sådan, at udenfor den internationale lovgivning, og den nationale lovgivning, der er det den stærkes ret der gælder. Sådan er det i hvert fald nu. Den som besidder Israel er den stærkeste.

Hermed har jøderne en stat, og spillet er anderledes. Jøderne kan og skal pludselig slås med de muligheder det giver at have en stat. Det giver offentlige diplomatiske ressourcer, det giver infrastruktur, det giver en præsident og så videre.

Men alt det er kun fungerende hvis man evner at slås med nye taktikker. Den primære front er mediefronten. Her har israelerne, med al respekt, ikke virket særlig godt. Under cover vanerne, har spændt ben for den nødvendige applikation af en effektiv mediestrategi. Jødernes fjender; araberne har til gengæld snøret vesten omkring sin lillefinger.

Det er ikke særlig heldigt.

Derfor bør Israel orientere sig imod en kombineret medie og krigsstrategi.

Under hele spillet om Israel ligger et andet spil, som først skal spilles færdigt; troen, håbet og savnet efter Messias. Messias er jødernes konge, og han dukker op, når jøderne har fået en stat at regere over. Det har jøderne ikke haft i mange tusinde år, først nu er der kommet en nation Messias kan fungere som konge for.

Denne drøm er det håb jøderne har for endelig at finde ro i verden, men implicit ligger i drømmen, at verden skal gennemgå en krig uden sammenligning, før den fred Messias kommer med vil indfinde sig. Det ved alle jøder, og det ved alle arabere. Derfor, tror jeg, bygger vi op imod krigen, vi samler forråd, spiller mange af vores offensive kort, og forbereder os på armageddon.

Udløsningen af denne spændte situation vil først komme, når Messias dukker op. Det vil være hans valg der vil føre verden ind i den fred der kommer efter den verdensomspændende krig som er på vej.

Jøderne er trofaste folk, så vi vil se en krig lig den romerne førte imod fønikerne, og det er min fornemmelse at jøderne vil være ligeså trofaste som fønikerne. Denne gang vil jøderne, hvis profetien holder, vinde. Og ikke blive udslettet som fønikerne. De vil give verden den fred hele verden har fortjent.

Sådan tænker Mellemøsten. Og idet Mellemøsten er det centrum hvorom hele verden drejer, er resten af verden fanget ind i spillet imellem jøder og arabere. Mange ved det bare ikke.

Heri ligger Danmarks største problem pt. Spillet imellem jøder og muslimer er i gang, og har været det længe. På den ene side, højrefløjen, står de jødetro, på den anden side, venstrefløjen, står de muslimtro. Venstrefløjen forsøger at styrke Islam så meget de kan. De importerer så mange muslimer som muligt, de støtter oprettelsen af moskéer, de forsøger at ansætte så mange muslimer i statsapparatet som muligt. Højrefløjen, er lidt splittet idet de er tæt knyttet til EU. Da EU reelt er blevet en socialistisk forpost, presses højrefløjen af EU til at føre socialistisk politik. Heri ligger også højrefløjens største udofordring, for det giver ikke bonus hos de borgerlige vælgere at støtte muslimerne, tværtimod.

Det store problem for Danmark pt. er den stigende presens af muslimer i landet og den stigende islamisering af alle samfundets institutioner. På et tidspunkt vil der ikke være nogen vej tilbage, og Danmark vil, qua den store muslimske befolkningsandel, være tvunget til at støtte den muslimske camp. Ser man lidt på de reelle styrkeforhold der er i verden, er det det samme som at støtte den svage part. Vi har været der før, Danmark vælger altid at se den umiddelbare stærke part og støtte den. Som da vi støttede Napoleon og mistede Norge.

Denne gang bør vi, hvis jeg skulle give et råd, være smartere og, i det mindste, stille os selv i en bedre forhandlingsposition før krigen for alvor bryder ud. Det gør vi ved at reducere antallet af muslimer i landet, først antallet af muslimer i statens tjeneste, derefter antallet af muslimer i kommunernes tjeneste, og til sidst via en målrettet repatrieringsplan.

Yderligere bør staten opruste kraftigt, og opruste til borgerkrig. Den næste krig bliver ikke en konventionel krig, men en guerillakrig. Disse krige er slet ikke til at udkæmpe med jagerfly og tanks, de skal udkæmpes med finskytter og robotter.

Så omprioritere med det samme; brug pengene på den krig der mest sandsynlig;borgerkrigen. CIA siger det tydeligt; Europa er verdens næste slagmark, og det bør vi forberede os på.

Man kalder jøderne for kanariefuglen i kulminen. Når kanariefuglen dør, så er det fordi at der er ved at blive iltfattigt i minen. Når jøderne udsættes for had i Malmø, hvad betyder det så? Når jøderne udsættes for had i Norge, hvad betyder det så? Når palæstinenserne heiler på Rådhuspladsen, hvad betyder det så?

Det betyder at den verden vi lever i er ændret. De gode er blevet de onde, og de onde er blevet de gode. Før i tiden var det sådan, at det kulturradikale projekt med P.H. i spidsen kæmpede imod det imperialistiske vesten og støttede de udsultede og forarmede fattige slavehære i Afrika. Det paradigme er faldet.

Her er min analyse.

Den vestlige verdens overherredømme er ved at falde. De økonomiske kraftcentre som Storbrittanien, Frankrig, Tyskland og USA er ved at miste pusten. Nye spillere som Kina, Indien og Brasilien har meldt sig på banen. Specielt Kina udfordrer den vestlige dominans. Hermed bliver det vestlige system; retsstat – demokrati, ikke den naturlige form for styre verden stræber efter. Det er ikke længere automatisk sådan, at alle vil have menneskerettigheder.

Det betyder, at Islam får spillerum. So far, har Islam pænt måttet underkaste sig demokratiet. Det behøver det ikke længere, nu vil det spille selv. Da Israel er den eneste reelle vestlige spiller i Mellemøsten, bliver Israel symbolet på det dekadente og svage vesten. Jøden bliver eksemplet på det forhadte system mellemøsten har skullet leve med i så mange år.

Vesten har ikke erkendt sit fald endnu, men opfører sig stadig som om at vesten har det perfekte system, som ingen kan matche. Derfor er vesten ikke opmærksom på de voksende antipatier, som går ud over jøder. De køber arabernes lidet troværdige argumentation, der spiller på Vesten reelle overlegenhedskomplekser. De accepterer araberne som de udnyttede fattige, udnyttet af vestens onde imperialisme.

Sådan er virkeligheden bare ikke. Konflikten imellem jøder og arabere i Mellemøsten handler ikke om Israels imperialistiske dominans. Den handler om arabernes imperialistiske dominans. Hvor araberne før var ofre, er det nu jøderne der er ofre. Og i Europa er det ikke de stakkels slavehære der er ofre, det er jøderne der er ofre for de indvandrede muslimers aggression.

Hvis du spørger Ted om han kunne finde på at undertrykke en araber, så ville han sige nej. Han vil bare have lov til at leve i fred. Sådan er det også med Israel. Hvis du spørger en israeler om han vil undertrykke araberne, så vil han, i de fleste tilfælde, sige nej. Men hvis du spørger en araber om han vil undertrykke en jøde, så vil han sige ja.

Ofrene er blevet bødler.

De gode er blevet de onde.

Lad os analysere lidt på imperiernes udvikling. Det sidste store åbenlyse imperie var det engelske imperie. Det havde en lys og en mørk side. Den lyse side var (og er stadig) en kultur som sammensmelter nordisk kultur og middelhavsfilosofi. Det er Thor og Odin + Platon. Dette gav en meget stærk, krigerisk imperienatur, som samtidig var baseret på megen elegant filsofi, poesi, og statsmandskunst. Men bag denne facade var en mørk side. Eller er en mørk side. Ofte styrede de hemmelige “black ops” styrker imperiet med dybt amoralske metoder. Ja, på et tidspunkt var selve essensen af det engelske imperium evnen til at begå folkedrab. Effekterne af den mørke side af det engelske imperium er stadig virksom i Afrika, som endnu ikke er kommet sig. Der var også andre europæiske lande i Afrika, men englænderne var de mest dominerende.

Denne “god cop, bad cop” strategi blev det engelske imperiums dødsstød. Man kan ikke bygge noget på svig. Man kan stjæle med svig, men stabilitet kræver moral. Det romerske imperium var bygget på den romerske retsstat, og udemærkede sig hermed ved at give de erobrede folk retfærdighed. Noget de ofte ikke havde haft før. De skabte orden, det engelske imperium skabte kaos.

Noget tyder på, at imperiet ikke gik i døden efter anden verdenskrig, det blev bare klogere. I stedet for at køre en organisation lig den romerske, gik den under jorden, den blev til EU, FN, AU og så videre. Dette gav imperialisterne den fordel, at de kunne styre verden uden at folk kunne stille dem til ansvar og gøre oprør. For hvem skulle de gøre oprør imod, når de ikke ved de er der? Det har imidlertid givet imperialisterne det problem, at de har skabt imperier (EU den amerikanske union; USA, Canada og Mexico), men de har svært ved at bruge det til noget, og de kan ikke rigtig afsløre at de er et imperie, idet de så er bange for befolkningernes reaktion. Derfor gør de det, mens de stadig har fuld kontrol over Europa og USA, at de forsøger at “opbløde” de folkelige kulturers sammenhold. Den primære metode har været at forsøge at få folk til at flytte rundt; muslimerne til Europa, polakkerne rundt i Europa, mexicanerne ind i USA. Imidlertid har denne strategi givet et tilbagslag i Europa. Den folkelige modstand imod imperiet kommer til udtryk i modstanden imod Islam. De europæiske folk har ikke gennemskuet at EU er et imperium, men de oplever, på deres egen krop at deres lande bliver nedbrudt. Denne proces kaldes også for islamisering. Folkenes reaktion er at gøre modstand imod islamiseringen, dette gøres primært i den politiske debat og ved valg af islamkritiske partier. Imperialisterne i EU genkender modstanden imod deres eget projekt, og bekæmper derfor modstanden imod islamiseringen med alle deres hemmelige magtmidler; medier, den europæiske retsstat, og via kontrollen over de folkevalgte parlamenter.

Resultatet er en skyggekamp imellem EU og de europæiske folk. I hvert land udspiller det sig på forskellig facon. I Danmark har vi Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet, SIAD, Dansk Kultur, Nationalkonservativ Forening (mit nye projekt) og mange engagerede borgere. I Holland har de Geert Wilders, i Sverige har de Sverigesdemokraterne, i Norge har de Fremskritspartiet og så videre.

Fordelen for EU er at europæerne er så splittede at de kan tage slåskampen lokalt, hvis de enkelte landes modstand imod deres projekt fandt sammen, ville effekten være langt større.

I Danmark udspiller kampen sig imellem Trykkefrihedsselskabet, undertegnede, mange gode folkelige blogs, SIAD, dele af pressen og staten som den ser ud i dag. Desværre er det danske folketing ekstremt korrumperet af EU. Derfor handler folketinget næsten kun efter EU dessiner. Siger EU hop, så hopper de danske politikere. Der er tegn på at de borgerlige er ved at erkende EU’ s bedrag, men det går meget langsomt, og tid har vi ikke meget af.

Mediemæssigt er kampen imod EU ret godt kørende. Det er efterhånden ved at gå op for mange at Berlingske Tidende er en lokal EU aktør, og modstanden imod Berlingeren er stigende. Politiken, som tidligere var EU imperialisternes primære aktør er nu ude af spillet, brugt og smidt væk. Sådan vil det også gå med Berlingeren. Avisens traditioner og brand vil blive brugt indtil det ikke har værdi længere, så vil det blive smidt væk.

Berlingeren er en moderne version af den katolske inkvisition. De grupper i samfundet som ikke er under EU’s kontrol bliver hetzet og nedbrudt. Denne metode er blottet for moral. Lisbet Knudsen er ligeglad med Lars Hedegaards person, hans indtægt, respekten for ham i det danske samfund. Han er fjende, og alle kneb gælder for at få ham udryddet. Det er denne moralske, korrupte indstilling som er EU imperiets fald. Man kan ikke bygge noget på den indstilling. Samfund bygger på det gode. Ellers vil det altid forfalde, ligemeget hvor meget man gemmer sig.

Kun når man står frem som et ordentligt menneske og kæmper for det gode i verden, så lykkes imperiet. Den erfaring kan let drages af imperier som det egyptiske og det romerske. Derfor vil EU imperiet også falde. Det er spørgsmål om tid. Og for Danmark er det er spørgsmål om overlevelse. For hvad sker der, når imperiet falder? Vil vi forsvinde det ragnarok? Er vores ledere dygtige nok til skibe os igennem?

Heldigvis er folket ikke korrupt, og det er, efter min mening, her håbet ligger. Jeg tror på, at folket vil vende på et tidspunkt, se farene øjnene og handle derefter, forsvare Danmark, hjælpe hinanden, kæmpe for vores demokrati. Det er en overlevelseskamp. Vi står midt i den, men vi ved det ikke, og deri ligger den største fare; hvis det lykkes imperialisterne med deres kneb at udslette Danmark, eller vi forsvinder i EU imperiets dødskamp, så er der ikke mere Danmark. Så er landet og folket forsvundet. Vil du være med til det? Vil du se landet forsvinde? Hvis ikke, så er det nu der skal slås. Nu der skal kæmpes for landet. Kampen foregår, helt simpelt, som en oplysningskampagne. Fortæl dine venner om det du ser, gå imod strømmen, vis at der er et alternativ. Stå frem som islamkritiker, som modstander af EU. Brug de demokratiske midler vi stadig har til at forsvare landet. Det er vores og din mulighed lige nu. Vi kan stadig trække Holger Danske kortet, men det betyder krig og vold, og det har vi nok ikke lige ønske om. Det kan komme til at blive nødvendigt, men vi har stadig mulighed for at klare problemerne indenfor den demokratiske process, og jeg håber at det lykkes at holde den dér.

Lad os prøve at analysere.

Vi ved, at EU har været i det tidligere Sovjetunionen for at undersøge hvordan Sovjet styrede sine befolkningsgrupper. Sovjet havde udviklet mediestyringsstrategier til et meget højt niveau. Så ved vi, at EU har planlagt at styre os via medierne. Hvem kan det så være her i Danmark? Er det Danmarks Radio? Nej, der er alligevel for meget national styring over DR, selvom man kunne have sin tvivl ind imellem. Er det Politiken og JP. Nej, de er fondsejede, og alle de uhyggelige styringsmekanismer kan ikke implementeres i medierne med mindre man har fuld kontrol over dem. Hvem bliver så tilbage? Og hvilke forudsætninger skal de opfylde for at være en del af EU’s medeistyringsstrategi? De skal være relativt nye spillere på markedet. I følge mine efterretninger var EU på studiebesøg i det tidligere Sovjet for ti til fem år siden. De skal arbejde med massestyringsmekanismer som del og hersk strategier, shaming strategier, ordspilsstrategier og lignende. Hvem opfylder disse kriterier? Det gør Berlingske Tidende. Berlingske Tidende blev opkøbt for relativt kort tid siden, har kørt shaming strategier (Trykkefrihedsselskabet) og del og hersk strategier (jeg har selv været mål for et forsøg).

Det kan ikke bevises, kun sandsynliggøres på basis af de indikationer som er til rådighed, men det lugter synes jeg.

Hvis det er korrekt at Berlingske Tidende er et EU projekt, så er Styggekrumpen (Lisbet Knudsen) Danmarks største fjende. For som Nigel Farage siger, så er EU’s mål at nedbryde nationalstaten. Hun er også demokratiets fjende, for som Farage yderligere siger, så er EU’s mål at afskaffe demokratiet og indføre en form for feudalstyre. Eller rettere, de har allerede indført feudalstyret, vi har bare ikke opdaget det endu, fordi de danske politikere dækker over det. Landbruget og fiskerierhvervet er f.eks. styret primært af EU.

Hvad skal vi så gøre ved Styggekrumpen og alle hendes korrupte løjtnanter?

Ja, det er så den diskussion vi bør tage. Og diskussionen er livsnødvendig, for det er Danmarks fremtid der er på spil. Vi har ansvaret for firetusinde års historie; Valdemarerne, Saxo, Absalon, Skjoldungerne, Grundtvig, højskolen, den arv som Styggekrumpen forsøger at slå ihjel.

Kan vi på nogen måde stoppe Styggekrumpen i hendes forsøg på at slå Danmark og det danske demokrati ihjel?

Det er det spørgsmål der blæser i vinden, og som vi skal finde et svar på, ellers er Danmark lagt øde.

Disse mekanismer er ligeså umoralske som da vi var underlagt den katolske kirke, og de er næsten usynlige. Det fungerer ved at styre sproget. Magthaverne sætter sig på medierne, og forsøger at styre folks verdensbillede ved at bruge et bestemt sprogbrug. Tag for eksempel ordet “islamofobi”. Dette ord er tydeligt konstrueret for at forhindre folk i at kritisere Islam. For det ligger implicit i ordet, at man er syg, hvis man kritiserer Islam. Hvis det lykkes medierne at få folk til at bruge ordet, så har de styret befolkning hen i en bestemt retning.

Nå, men lad os så se hvem der er dagens kontrollanter for befolkningens holdninger. Ja, det er vel nemt, man skal bare se hvem der bruger mest energi på at fjerne al form for islamkritik, for EU er som bekendt gift med Islam. Er det Seidenfaden? Nej, han er færdig. Er det statsministeren? Nej, han vil ikke have noget med svineriet at gøre. Hvem er det? Jo, to banditter toner frem på bullshit GPS´en; Lisbet Knudsen, redaktør på Berlingske Tidende, og Ole Birk Olesen redaktør på 180 Grader. Lad os, for traditionens skyld, kalde dem for styggekrumpen og skidesprælleren. Det er alliegevel de samme folk som under den katolske kirke, nu bare med nye metoder.

De to er lidt ligesom gøg og gokke. Specielt styggekrumpen har været ude med den islamofile rive: Fyringen af Lars Hedegaard fra Groft Sagt, forfølgelsen af Trykkefrihedsselskabet, eufemiske artikler om den nye stormoske i København. Oprettelsen af den nye forening “ufrie ord”, og så videre. Hun er reelt den moderne styggekrump. Skidesprælleren, han giver vel sig selv; så uintelligent en hystade har vi ikke set længe i Danmark.

Disse to personager; skidesprælleren og styggekrumpen, bruger alle tricks i den sorte bog for at forsvare Islam. Ind imellem lader de som om de skælder lidt ud på Islam, men det er kun for at få lidt kredit til at forfølge det islamkritiske miljø igen.

Hvad kan vi så gøre for at få ram på skidesprælleren og styggekrumpen? Ja, vi kan bruge deres egen våben mod dem selv. De vil gerne styre sproget, jamen så gør vi det samme. Hvad er det modsatte af islamofobi? Det er islamofili. Stor kærlighed til Islam. Fra nu af, har jeg tænkt mig, hvis folk mener at jeg er racist eller islamofob at mene at de islamofile. Hvis de spørger om jeg er racist, så vender jeg den bare om er spørger dem om de islamofile. Det ene ord ophæver det andet. Så kan man komme videre med den rationelle debat.

Spørgsmålet er så; er skidesprælleren og styggekrumpen islamofile? Ja, det er de i hvert fald. Måske ikke helt bevidst, jeg har lidt på fornemmelsen af skidesprælleren ikke har den store indsigt i Islam. Men han er frisk på, på bedste skidesprællervis, at forsvare denne “høviske” religion.

Skideprælleren og styggekrumpen er islamofile.  Den er god nok!